Robin Hood

8. oktober – 24. oktober 2021
Glassalen i Tivoli

I efterårsferien 2021 havde Eventyrteatret premiere på den magiske musical om Robin Hood, der tog fra de rige og gav til de fattige. 

“Robin Hood” var Eventyrteatrets 30 års jubilæumsforestilling og blev et eventyrligt festfyrværkeri for hele familien med masser af magi, sjov og spænding, skønne sange, forrygende fægtekampe og flotte kostumer, opført af de unge skuespillere fra Eventyrteatret. Forestillingen fik flere 6 stjernede anmeldelser.

Handling: 

Da den unge Robin af Locksley vender hjem fra korstogene, er England i kaos: Den onde Prins John har allieret sig med en troldkvinde, som med sin sortekunst vil hjælpe ham med at overtage magten fra sin bortrejste bror, Richard Løvehjerte.

De fattige sulter, og de fredløse må flygte ud i Sherwoods vilde skove, hvor eventyrvæsener holder til. Da Prins John oven i købet prøver at erobre Robins barndomskæreste, Lady Marian, beslutter Robin sig for at handle.

Men tingene går ikke helt, som vores unge helt har planlagt. Og da Robin opdager, hvilken hemmelighed skoven gemmer på, får han brug for alle sine venners hjælp.


Anmeldelser

“Jeg sidder med gåsehud allerede efter den første sang”

CPH Culture

Michael Søby

“Kirsten Brinks overdådige scenografi og Christine Brinckers ødsle kostumer gør forestillingen til et overflødighedshorn af visuel nydelse, og Eventyrteatret kan således fejre det flottest tænkelige 30-års jubilæum.”

Maglings Anmeldelser

Tina Magling

“7/6 stjerner for denne mesterlige forestilling – med den ekstra stjerne til de helt nye musical performere på scenen.”

Mortenbuckhoj.dk

Morten Buckhøj

“Man kunne næppe have ønsket sig hverken et bedre comeback eller et bedre jubilæum, for “Robin Hood” er noget nær den perfekte forestilling.”

Scenekanten

Ninette Marie Hemmingsen 

“På fantastisk vis og med snilde for både sang og kostumer får Eventyrteatret tryllet den velkendte fortælling om til en fangende forestilling med humor og højt humør for både store og små.” 

Ungt Teaterblod

Henriette Devantier

“Eventyrbørnene er så seje og dygtige. De er dybt professionelle og giver et brag af et show.”

Den 4. væg

Julie Renata Bjerremand

“Da jeg sidder med gåsehud allerede efter den første sang, Moder Natur, der bliver sunget af et hold yndige, hvidklædte druidepiger, må jeg lige bruge et halvt sekund på at skrue min underkæbe tilbage på plads. Hold nu op, hvor er de dygtige!”