Hvad får du ud af at gå på Eventyrteatrets Dramaskole?
Mange kendte scenekunstnere har fået deres første erfaringer på Eventyrteatret - her fortæller nogle af dem, hvad de fik med sig:
Silas Holst - danser, koreograf, skuespiller og tredobbelt vinder af "Vild med dans"
"Som barn blev jeg mobbet i skolen, fordi de andre syntes, at jeg var anderledes og mærkelig. Derfor blev Eventyrteatret mit fristed. Her blev verden vendt på hovedet. Nu var ”det mærkelige” pludseligt ”det normale”, og jeg tænkte: ”Det er denne her verden, jeg skal være i”." Se Silas' tale, da han modtog Eventyrprisen
Cecilie Stenspil - skuespiller og sanger, bl.a. kendt fra "Badehotellet"
"På Eventyrteatret oplevede jeg sammenhold, respekt, disciplin og spilleglæde, og jeg fik venner for livet. Og så lærte jeg, at alle - både for og bag scenen - er lige vigtige brikker i historien. Ingen kan undværes, og alle har et ansvar for at skabe magien sammen!"
Alex Høgh Andersen - skuespiller, bl.a. kendt som Ivar the Boneless i tv-serien "Vikings"
"Eventyrteatret har betydet absolut alt for mig. Det var her, jeg i en meget ung alder blev kastet ud i kæmpe udfordringer. Det var her, jeg fik mine drømme og ambitioner og lærte at stole på mig selv. Og det var især her, jeg lærte at arbejde sammen med andre og ”at løfte i flok”. Jeg havde ikke været, hvor jeg er i dag, uden mine år på Eventyrteatret." Se interview med Alex
Marie Dalsgaard - skuespiller, bl.a. otte år på Det Kongelige Teater
"Min tid på Eventyrteatret har lært mig utroligt meget, blandt andet om disciplin, og at alle brikker i en forestilling er lige vigtige. Det er også i Eventyrteatret, at jeg fik nogle af mine bedste venner, som jeg stadig ser." Se interview med Marie
Rekordmange optaget på scenekunstuddannelser
I foråret 2021 blev hele syv tidligere eventyrbørn optaget på scnekunstudannelser i Danmark og udlandet - Mød dem her
Her er nogle af de fordele, du kan få ud af at gå på Eventyrteatrets Dramaskole:
Undervisning på eliteniveau
Fra januar til april får du undervisning tre timer om ugen på et højt niveau. Du bliver undervist i sang, dans, drama, scenografi, stunt og andre scenerelaterede fag af erfarne scenekunstnere med pædagosisk flair og fingeren på pulsen. Holdene sammensættes ikke udelukkende efter alder men også efter erfaring. De yngste elever er dog samlet på de tidlige mandagshold. Uanset alder forudsætter vi, at du er motiveret og kan koncentrere dig i flere timer uden forstyrrende adfærd. Det skal være sjovt at gå på Eventyrteatrets Dramaskole, men der skal arbejdes seriøst.
Mulighed for at medvirke i musicals og shows
Eventyrteatret opfører hvert år to nye musicals i Tivolis Glassal samt flere shows i storcentre, virksomheder, forlystelsesparker og på festivaller. Desuden indspilles musik i professionelle lydstudier og dvd'er fra årets store efterårsmusical. Som elev på Dramaskolen har du mulighed for at gå til udtagelsesprøver til alle disse aktiviteter. Det er desværre ikke muligt, at alle elever kan medvirke i teatrets produktioner, fordi der er langt flere elever på skolen, end der er roller. Niveauet skal være højt for at komme i betragtning, ligesom udstråling, højde og stemmetype er afgørende, når puslespillet skal gå op, og rollelisten besættes, nøjagtigt som på alle andre teatre.
Audition-træning
Alle Dramaskolens elever er velkomne til at gå til udtagelsesprøven, der afholdes hvert forår. Selvom du ikke ønsker at medvirke i forestillinger og shows, kan du alligevel tilmelde dig, hvis du f.eks. ønsker at træne i at gå til audition. Det er værdifuld træning - også selv om du ikke lige nu har tid eller lyst til at medvirke i produktionerne. Forårets udtagelsesprøve omfatter prøver i dans, solosang og drama foran et professionelt og venligt dommerpanel.
Personlig feedback
Alle elever over 15 år, der får afslag efter forårets udtagelsesprøve, tilbydes personlig feedback på deres præstationer.
Plads på næste års Dramaskole
Som elev på Eventyrteatrets Dramaskole er du garanteret en plads på Dramaskolens næste år uden fornyet optagelsesprøve til skolen, hvis du betaler et medlemskontingent på 600 kr. efter skolens afslutning i april. Beløbet dækker medlemsskab af Eventyrteatret i et år fra 1. maj til 30. april.
Plads i casting-kartotek
Som medlem af Eventyrteatret kan du også komme med i teatrets efterspurgte casting-kartotek. Eventyrteatret kontaktes jævnligt af castere, instruktører og tv-producere, der søger talentfulde børn og unge til film, reklamefilm, tv eller til andre teatre. Til disse opgaver har vi et kartotek med opdaterede fotos og informationer om hver enkelte elev. Som medlem af Eventyrteatret kan du gratis blive registreret i kartoteket og får dermed mulighed for at blive inviteret til castings og auditions året rundt. Vi kan ikke garantere, at alle bliver kontaktet med casting-tilbud, men mange Eventyrbørn har fået spændende opgaver ad denne vej og tjent gode lommepenge.
Varige venskaber
De fleste elever på Dramaskolen fremhæver et enestående fællesskab mellem Eventyrbørnene, på tværs af køn og alder. På teatret møder du andre, der deler din interesse for sang, musik, dans og teater. Mange tætte og varige venskaber er grundlagt på Eventyrteatret, og vi hører jævnligt fra gamle Eventyrbørn, der fortæller, hvor værdifuld deres tid på teatret var for dem, og hvordan de stadig har deres trofaste 'eventyrvenner'.
Skovtur
Hvert år i juni arrangerer støtteforeningen Eventyrteatrets Venner en hyggelig skovtur. Dramaskolens elever og deres familier inviteres i Dyrehaven til picnic, hygge og lækre isvafler på Bakken - en dejlig tradition, hvor alle eventyrbørn har mulighed for at være sammen under åben himmel.
Se video om Eventyrteatrets Dramaskole
EVENTYRTEATRETS DRAMASKOLE
- det kræver talent at have talent