Mindeord for Harald Nielsen

Onsdag, 12-08-15

Fodboldlegenden Harald Nielsen - manden bag Eventyrteatrets Sponsorklub - er desværre gået bort efter længere tids sygdom. Harald Nielsen var i 52 år gift med Eventyrteatrets bestyrelsesformand, Rudi Nielsen, og de seneste år brugte Harald Nielsen sine unikke evner for sponsorsamarbejde, fra sin tid som formand for fodboldklubben FCK og Se og Hør Gunnar Nu Fonden, til at hjælpe Eventyrteatret. På rekordtid lykkedes det for Harald at mobilisere flere end 50 virksomheder og enkeltpersoner til Den Eventyrlige Sponsorklub, hvor medlemmerne støtter teatret med et fast beløb i flere år – en stor indsats, som er meget værdifuld for Eventyrteatret.

Eventyrteatrets leder, Susanne Vognstrup, fortæller om sit samarbejde og venskab med Harald Nielsen:

”Jeg har aldrig oplevet en mand med så meget positiv energi, så stor udstråling og en så levende interesse for talentfulde børn og unge. Harald havde et sjældent menneskeligt overskud, som både gjorde ham i stand til at glæde sig, når det gik godt for andre, og give dem en hjælpende hånd, når det var nødvendigt. Dette gavmilde og kærlige menneske har Eventyrteatret i rigt mål nydt godt af. Harald brændte virkelig for de unge teatertalenter, og som tidligere stortalent i sportens verden vidste han, at det handler om at skabe de bedst mulige rammer, så talenterne kan udvikle sig optimalt.

Eventyrteatrets børn, unge, forældre og medarbejdere er dybt taknemmelige for Harald Nielsens uselviske og utrættelige indsats for at støtte vores kulturelle arbejde med de 300 unge teatertalenter – en opgave, som Harald for nyligt selv beskrev sådan i sit brev til nye sponsorer for Eventyrteatret:

Hvilket formål er i grunden bedre end at hjælpe de nye generationer godt på vej? Når både talentet og viljen er til stede, skal vi selvfølgelig hjælpe med at sparke det i mål.  

Denne ukuelige tro på morgendagens generation kendetegner en stor humanist med overskud og fremsyn. Med sin enestående energi og livsglæde har Harald Nielsen spredt lys og sat sig mange varige spor i det eventyrlige fællesskab. Det bliver et meget stort savn, at han ikke er her mere. Ære være hans minde". 

Share/Save